Den historieløse kønsdebat

August 3, 2017

 

 

 

Med jævne mellemrum raser kønsdebatten, og den ser mig både mudret og historieløs ud.


Som den gamle feminist jeg er, men vel og mærke ikke den slags feminist, der også er fremme i dag, og som hverken har den kvindepolitiske historie på plads eller har fattet, hvad ligestillingskampen egentlig gik ud på - ja og jeg siger "GIK".


For i dag er der ikke mange, der aner, hvad reel ligestilling betyder mellem mænd og kvinder.
I dag blandes både kultur, hudfarve, etnicitet, racisme, religion og alt muligt og umuligt ind i noget så ordinært som at være ligestillet med sin partner, mand, kone og kæreste.

For nu kort at ridse op, hvad og ikke mindst hvorfor kvinder gerne vil have et mere ligestillet parforhold, handler det selvfølgelig først og fremmest om, at kvinder i 60'erne begyndte at arbejde udenfor hjemmet. 
Førhen havde kvinder i det danske landbosamfund arbejdet på gården sammen med manden og mulige øvrige medhjælpere.
De rige fruer arbejdede ikke, så dem gider jeg ikke beskæftige mig med.


Da industrialiseringen tog fart, flyttede familierne til byen, hvilket tvang de fattigste kvinder til at arbejde ude til stor skade for børnene, fordi de ofte ikke blev passet af nogen.
Hele den udvikling med at få sikret, at arbejderfamilier kunne opfostre sunde, raske og velstimulerede børn, kan læses andre steder.

 

I 50'erne var der flest hjemmegående husmødre nogensinde, og i de fleste familier fungerede det rimeligt. 
Manden passede sit arbejde udenfor hjemmet, og husmoderens vigtigste rolle var at passe hjem, børn og sørge for, at manden havde det godt og blev passet, så han kunne forsørge familien.


Teknologien tog fart. Det var højkonjunktur, og kvinderne begyndte at arbejde udenfor hjemmet. De oplevede frihed, og der begyndte også at komme teknologiske husmoderhjælpemidler, der lettede arbejdet i hjemmet, så udearbejde for kvinderne overhovedet kunne lade sig gøre.
Næsten alle kvinder havde dobbeltarbejde op gennem 60'erne, og det var som bekendt middelklassen, idet arbejderklassens kvinder altid havde arbejdet. De blev hverken hørt eller set ret meget og havde heller ikke tid eller overskud til at blande sig i samfundsanliggender og politik, hvis de havde fuldtidsarbejde og mange børn.

Middelklassens kvinder havde mere overskud og tid til at blande sig og råbe op i aviser og foreninger, fordi der var flere penge i familien. Deres børn oplevede, at deres mor havde dobbeltarbejde, hvis hun arbejdede ude, eller de havde måske oplevet, at hun ikke var økonomisk i stand til at forlade en mand, fordi hun ikke kunne forsørge sig selv og børnene.

Det var en halv generation før min egen. Disse kvinder, der begyndte at stille krav både til manden om at dele husmoderarbejdet imellem sig, men også politiske krav om f.eks. ligeløn, nedsat arbejdstid, prævention og fri abort.

Så gik det pludselig hurtigt i starten af 70'erne. Dygtige og stærke kvindelige politikere, af hvem jeg har fået fortalt mange gode politiske historier, men også kvindepolitiske aktører, hvor jeg selv var med, fik i løbet af ganske få år gjort vejen til ligestilling helt farbar og overskuelig.
For det handlede om uddannelse, ligeløn, fri prævention og fri abort, samt på hjemmefronten et koloenormt opgør med de kønsspecifikke traditionelle arbejdsopgaver. Mange tusinder af unge mænd blev i disse år opdraget af kæresten, konen og mødre til at passe børn, vaske op, gøre rent, hente børn og lave mad, så kvinderne pludselig fik den fritid, manden altid havde haft, når hans arbejdsdag var slut. 
Det gav selvsagt overskud til at være aktiv i foreninger, på universiteterne, i politik, i samfundsforhold, i kunst, ja alle de steder, hvor mænd ellers kun havde siddet med egne kønsfæller.

Nu er der gået flere årtier siden da, og vi har ligeløn for lige arbejde. Mænd tager nogle gange barsel, de gør rent, passer børn, laver i den grad mad, og de ligestillede familier har det travlt med småbørn, hjem og arbejde. 
Langt de fleste familier lever et ligestillet liv, hvor de fordeler opgaverne mellem sig og har frihed og selvbestemmelse og lige ansvar overfor børnenes trivsel. At den ene part måske gør mere rent, og den anden måske vasker mere, er fuldstændig ligegyldigt, så længe deres arbejdsdag og fritid harmonerer imellem dem.

Der er mange forliste ægteskaber og parforhold, netop fordi kvinderne i dag kan klare sig selv økonomisk og derfor ikke er afhængig af mandens indtægt. 
Om det er godt eller dårligt, vil jeg overlade til de enkelte par, men man kunne også spørge sig selv, om det er så forfærdelig at blive skilt, når nu halvdelen af alle børn er skilsmissebørn. Det er bare anderledes familieformer, som må være op til de enkelte familier om at vurdere, om det er godt eller dårligt.

Nogle mænd drømmer sig tilbage til et liv med den opofrende hustru, der venter derhjemme med mad og kærlige hænder. Nogle kvinder vælger i dag at gå hjemme, fordi de synes, det er synd for børnene at blive passet af andre. 
Det må folk helt selvom, selvom man selvfølgelig bør huske på, at hvis kvinder hverken har uddannelse eller arbejdserfaring, så er det meget svært at stå som alenemor og komme ud på arbejdsmarkedet. 
At nogle så vælger at ligge det offentlige til last af den grund, burde ikke være en mulighed, for passiv forsørgelse af det offentlige gør ikke kvinder hverken stærkere eller mere ligestillede. Det ser man især i indvandrerfamilier fra MENA landene, hvor passiv forsørgelse af staten nogle gange er mere er normen end undtagelsen. Derimod har indvandrerkvinder fra Asien en meget høj erhvervsfrekvens.

Unge begavede og veluddannede døtre og sønner af indvandrerfamilier fra især MENA landene blander sig i ligestillingsdebatten med god grund, fordi de ofte er vokset op med meget traditionelle kønsroller og ofte i direkte kvindeundertrykkende familier.

.

Alt det kan der læses om i Frihedsfeministen, ( https://www.saxo.com/dk/frihedsfeministen_karen-westthomas-vilhelm_haeftet_9788771711639?gclid=CjwKCAjwk4vMBRAgEiwA4ftLs4untrLu-8v5LB5Vjyz5Dpm4QCNH8-7LSJ4m2RU8SD0vn7Kbh0gjYhoC_osQAvD_BwE&gclsrc=aw.ds)

Når en ellers relativ homogen ligestillingskamp "forstyrres" af faktorer som etnicitet, religion, kultur, hudfarve m.m., så får en ret ordinær ligestillingskamp mange andre kampe blandet ind i. Det skal håndteres, fordi de aktører alt andet lige er en del af os alle sammen, og deres kamp for det ene eller andet, skal tages alvorligt og enten modarbejdes eller støttes, alt efter om de er modstandere eller forsvarer af ligestilling og mænd og kvinders individuelle frihed. 
Det mener jeg er en pligt for alle, der interesserer sig for samfundets udvikling.


Men kampen for både den ene eller anden retning forudsætter en slags fælles præmis, så vi ikke risikerer at tabe hele forståelsen om, hvad ligestilling er og især ikke er.
En altafgørende præmis for enhver ligestillingsdebat må være at forudsætte, at både kvinder og mænd er frie selvstændige individer, bundet op på vores lands ligestillingslove og bør være i stand til at forsøge sig selv økonomisk.

Vi skal ikke tilbage til de tavse husmødre, der aldrig blev hørt. Vi skal heller ikke have 3. verdens undertrykkende kønsroller til at "blomstre" herhjemme, blot fordi nogle ikke tør tage den anderledes ligestillingskamp. 
Vi kæmpede og vi vandt og fik et bedre liv, og kampen for det frie liv bør majoriteten stadig have meget klart for øje.








 

 

 

 

 



 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS:
Please reload

February 28, 2018

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round