© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round

Dialogkaffen med Kvinfo, der aldrig blev til noget.

August 24, 2017

 



Meget af det følgende kan også læses i Frihedsfeministen. Men jeg vælger alligevel at skrive mine oplevelser med Kvinfo, igennem en del af de år vi arbejdede sammen med muslimske kvinder i netværket, Q Freedom.
For at forstå, hvorfor netværket blev skabt og ikke mindst udviklede sig, som det gjorde, begynder jeg med forhistorien.

 

Helt tilbage i 2004, hvor jeg var et aktivt medlem af Socialdemokratiet og sad i en afdelingsbestyrelse i København, skrev jeg mit første debatindlæg i Politiken om udsatte indvandrerkvinder, jeg oplevede blev svigtet af den venstrefløj, jeg selv tilhørte.

Det førte til, at jeg blev opfordret til at være med i foreningen, Kvinder for Frihed, der i starten mest havde fokus på muslimske kvinders undertrykkelse.

Kort fortalt blev det mere og mere klart for mig, at jeg fandt det forkert, at vi ikke samarbejdede med disse kvinder, og det bragte mig ind  hos de muslimske bloggere.

Her lærte jeg for første gang i mit liv, at mange af de meget hellige muslimske kvinder ikke var undertrykte, men tværtimod selv var med til at tvinge regler og undertrykkelse ned over hovedet på mindre troende, deres egne døtre og omgangskreds.
Jeg fandt også progressive muslimske kvinder, og det endte med, at vi aftalte at mødes for at skabe et netværk, der skulle være et modsvar mod den religiøse og kulturelle undertrykkelse, der fandt sted i mange muslimske miljøer.  

 

Vi skabte et netværk, som vi kaldte Q Freedom og fik mange kvinder til at møde op på vores stiftenden møde på Christiansborg, hvor vi talte om den sociale kontrol og vigtigheden af at få skabt debat om. 

Det førte til mange debatmøder, mange artikler, mange møder og mange aktiviteter i årene, der kom.

Vi ønskede selvsagt en kontakt til de store kvindeorganisationer, og her kommer Kvinfo ind.
Dansk Kvindesamfund hørte vi aldrig fra i de år.

Vi skrev til Kvinfo og håbede på, de ville invitere os til et kaffemøde, hvor vi kunne tale om et muligt samarbejde. Men vi fik det korte svar fra den daværende direktør, Elisabeth Møller Jensen (EMJ),

"at de beskæftigede sig ikke med den slags aktivitet, idet de var et videnscenter og bibliotek".

Altså en total afvisning.

Det blev især jeg ret irriteret over, og det førte til en artikel i avisen, hvor i lidt skarpe vendinger spurgte  EMJ om, hvorfor Kvinfo ikke ønskede at beskæftige sig med disse udsatte kvinder.
Vores talskvinde skrev også en artikel, men hun fik knap så mange høvl for sin artikel, som jeg fik, uden tvivl fordi hun selv var muslim.

EMJ skrev så et indlæg i Berlingske, hvor hun skrev, at

 

“Jeg havde travlt ved indvandrerautomaten”.

Så trådte flere debattører til, mest fra den borgerlige og liberale fløj, og vi skrev sammen en kronik om Kvinfo’s manglende engagement i problematikken med de udsatte muslimske kvinder og den sociale kontrol, de ofte var underlagt.

Q Freedom havde fin opbakning, både i Integrationsministeriet, i mange etniske minoritetsmiljøer, fra politikere, i Socialdemokratiet og især i Verdenskulturcentret.

Vores debatmøder og samarbejde med interessenter og brugere gik godt, men det var alligevel sørgeligt, at vi ikke havde vores kvindeorganisationer med os.

 

Jeg husker et møde på Rådhuset, arrangeret af Socialdemokratiet, hvor jeg blev inviteret til at tale om Q Freedom og hvor forfatteren, Lars Olsen også deltog.
Han pegede især på den elitære klasse, som ikke interesserede sig for den store “arbejderklasse”, i hvem de udsatte indvandrerkvinder også befandt sig.
Den akademiske elite havde sat sig på både feminismen og ligestillingen og blev plejet af veluddannede kvinder fra middelklassen.

På et tidspunkt fik jeg information om, at en Hitz-ub-Tahrir kvinde var inviteret til kaffemøde hos Kvinfo og skulle ansættes som en slags mentor for muslimske kvinder.
Det førte til, at jeg skrev til EMJ, som hurtigt reagerede og aflyste kaffeaftalen med hende, men ikke et ord om mulig dialogkaffe med Q Freedom. En journalist blev vred og skrev to artikler om Kvinfo’s svigt overfor Q Freedom, når hun godt kunne invitere en rabiat islamist til kaffemøde.

Måske var det den oplevelse, der gjorde EMJ lidt mere medgørlig, for jeg blev inviteret, med ganske kort varsel, til en minikonference i Kvinfo med to tyske forskere, der havde talt med mellem 20 og 30 (husker ikke tallet) muslimske kvinder om social kontrol.
Forskerne og EMJ turde dårlig tale om resultatet af forskningen, som jo viste, at den sociale kontrol var massiv. Det var i den grad en komisk forestilling. Flere højtuddannede forskere sad og lyttede, og EMJ sagde højt, at jeg var der og kunne fortælle, at vi arbejdede sammen med muslimske kvinder. De så på mig, som om jeg havde været på månen, og mere skete der ikke. 

Jeg benyttede dog anledningen til at inviteret Kvinfo til vores debatmøder, og jeg husker ihvertfald en gang, de mødte op.

 

Kvinfo inviterede os herefter til et arrangement om social kontrol, som faktisk blev ganske vellykket, omend der så heller ikke skete mere.

Under alle omstændigheder mødte vi så massiv modstand fra venstrefløjen og fra de islamiske miljøer, at vores talskvinde blev træt. Jeg  kørte selv netværket videre i Socialdemokratisk regi i et par år endnu og blev af S støttet i det arbejde.

 

I de sidste år var vi et par stykker, der forsøgte at få både Kvinfo og Dansk Kvindesamfund til at samarbejde, men det lykkedes ikke.
Afslutningsvis var jeg medarrangør på en konference om social kontrol, hvor både Dansk Kvindesamfund mødte op og mange andre interessenter.

Egentlig har mit ønske altid været og er vel stadig, at Kvinfo var for alle kvinder. Ikke kun veluddannede middelklassekvinder, men også gjorde noget for at løfte de mere udsatte kvinder op. 

Deres mentorordning er jo ganske fin, men den løfter ikke de udsatte kvinder, thi de er ikke med i denne mentorordning. I løbet af årene har nuværende og tidligere mentorer fortalt, at det fortrinsvis var for uddannede udenlandske kvinder. Ordningen er sikkert billig og kan vel fortsætte med meget små midler, så den behøver man vel næppe at lukke.


Deres mange millioner til kvinder i MENA landene ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om.
Jeg blev jo for mange måneder siden kontaktet af en marokkansk kvinde, Kvinfo havde inviteret til Danmark til den store kvindekonference sidste år.
Det viste sig, at Kvinfo ikke ville og kunne hjælpe hende, da hun kom hjem til Marokko. Kvinfo vidste heller ikke, at når man inviterer en kvinde fra en landsby, uuddannet og udsat, op til Danmark, giver man hende forhåbninger om et bedre liv. Men det handlede mere om, at Kvinfo og prinsessen lod sig fotografer med hende, og så kunne hun sendes tilbage igen, hvor hun kom fra.
Den går ikke, for man havde givet hende forhåbninger om et bedre liv. Det fik hun ikke.
Hvad Kvinfo’s mange MENA lande millioner så går til, aner jeg ikke.

Skulle jeg støtte Kvinfo, måtte hele organisationen ændre kurs, så ganske almindelige kvinder og mænd følte sig velkommen og blev budt indenfor. Det nytter ikke at blive afvist, fordi man ikke har de rigtige meninger eller ikke befinder sig på venstrefløjen.

Afslutningsvis kan jeg fortælle, at da jeg var nede og besøge en veninde i Tunis, skulle EMJ også have besøgt hende ugen efter. Da hun hørte jeg kom, aflyste hun besøget.
Det synes jeg egentlig ganske fint fortæller lidt om Kvinfo og den manglende dialog.


 

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS:
Please reload

February 28, 2018

Please reload