Karen West i Berlingske: Muslimske islamkritikere får lukket munden.

December 17, 2017

Kommentar

SØNDAG D. 17. DECEMBER 2017 KL. 08:00

 

 

 

 

   

Af Karen West

 

I disse dage er den dansk-kurdiske Sara Omars debutroman, Dødevaskeren, på vej med posten. Jeg glæder mig til at læse den, men vil formentlig ikke være overrasket over bogens indhold.

 

Denne kommentar handler ikke om selve bogen, men om de reaktioner og manglende reaktioner, der nu i kølvandet på bogens udgivelse kan læses i aviserne og på de sociale medier.

 

Gennem cirka otte år var jeg personligt involveret i et politisk samarbejde med fortrinsvis muslimske kvinder. Hele den historie kan læses i Thomas Vilhelms samtale-bog med mig, Frihedsfeministen, fra 2016. I løbet af de år fik jeg et godt indblik i hele problematikken omkring begreberne »social kontrol« og æresbegreberne i etniske minoritetsmiljøer.

I mit jordemodervirke var jeg også indimellem vidne til kvindeundertrykkelse i de muslimske miljøer. Det værste, jeg oplevede, var en far, som gav sin kone en syngende lussing, fordi hun havde født endnu et pigebarn.

 

Kvindepolitisk netværk

Med det, der i dag – set i bakspejlet – bør kaldes »med åben naiv pande« gik jeg derfor med til at stifte et kvindepolitisk netværk, som skulle sætte »social kontrol« og æres- begreberne på dagsordenen for at få samfundets opmærksomhed og et politisk fokus.Det gik godt så længe, vi ikke diskuterede islam. Det gjorde jeg heller ikke, indtil det blev helt umuligt, fordi muslimerne selv blandede islamiske regler og love ind i forklaringen om, hvorfor fraværet af seksuel frihed og ligestilling var en nagelfast regel i islam.

 

Da min sekulære tilgang til kvinders ret til seksuel frihed og ligestilling blev for åbenbar, blev modstanden mod min medvirken for stor, og jeg forlod, ivrigt støttet af kulturreligiøse kræfter, arbejdet.

 

 

Savner opbakning

Nu står Sara Omar frem og siger klart og tydeligt, at islam skal reformeres, så patriar- katet kan afskaffes i de muslimske miljøer.

Kun meget få har vovet det før hende, fordi det er præcis her, forståelsen for hendes kamp ophører. Selvfølgelig ikke fra de progressive sekulære muslimske feminister, men ingen praktiserende muslimer bakker hendes ønske op.

Til gengæld bakkes hun op af hele Mediedanmark. Samtlige medier har skrevet om bogen, om hende og interviewet hende i bedste sendetid. Bogen ligger på bestsellerlisten. Det kan man kun glæde sig over.

 

Hvad man ikke kan glæde sig over er netop reaktionerne fra de »troende« og »praktiserende« muslimer, hvor samtlige enten benægter, at hendes oplevelser kan kædes sammen med islam, eller hun udskammes på det groveste for åbent tæppe. Det har selvfølgelig også den konsekvens, at hun er under politibeskyttelse.

Det tager Mediedanmark egentlig meget roligt, fordi det efterhånden er blevet fuldstændig normalt, at når en muslim kritiserer islam, omend i nok så bløde vendinger, medfører det trusler på livet.

 

Netop af den årsag holder de danske kvindeorganisationer sig langt væk, selvom jeg er helt overbevist om, at de selvfølgelig støtter Sara Omars sag. Men en velbegrundet frygt for at blive udsat for trusler, had, udskamning på de sociale medier og ikke mindst beskyldninger om at »gå højrefløjens ærinde« får dem til at tie.

 

 

Generaliserer

Heldigvis er det kun få i Danmark og hele Vesten, som ligefrem vil smide muslimerne ud med en faldskærm eller generaliserer negativt over alle muslimer og kun har negativt at sige om hele islam og alle muslimer. Vi er heldigvis mange, der meget håndfast tager afstand fra disse generaliserende holdninger.

 

For ti år siden var der ikke mange praktiserende muslimer i debatten. I dag er der betydeligt flere, og om ti år er der dobbelt så mange, fordi børnene bliver voksne.

 

Hvis den uhyggelige udvikling fortsætter, hvor de angriber enhver muslim, som vover at ville reformere islam, vil deres budskaber blive funderet blandt dem og ude i resten af samfundet. Det er præcis meningen med hele forbuddet mod islamkritik. At få lukket munden på kritikerne hurtigst muligt.

 

 

Reformvenlig islamdebat udebliver

Konsekvensen er et fravær af den konstruktive reformvenlige islamdebat, som burde være en selvfølge for unge demokratiske muslimer.

Derfor vinder den kvindeundertrykkende patriarkalske islam frem og spreder sig selvfølgelig til alle samfundets kroge og afkroge, hvor den skaber endnu flere konfrontationer mellem alle borgere i Danmark.

 

Dette undertrykkende kvindesyn truer os, som kæmper for at bevare det frie, frisindede og ligestillede samfund, der er fundamentet i et åbent, ligestillet, liberalt demokrati.

 

Karen West er jordemoder og blogger.

 

  •  

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS:
Please reload

February 28, 2018

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round