Identitetspolitik er en farlig virus

May 3, 2020

 

 

 

 


Jeg er en gammelfeminist, der siger tusind tak til Morten Hesseldahl, adm. direktør i Gyldendal, der i en artikel i Berlingske den 29.4 sammeligner identitetspolitikken med Covid-19.


En barsk sammenligning, men ikke desto mindre nødvendig, hvis identitetspolitikken bør bekæmpes. Og det bør den.

Jeg er både gammel og en gammelfeminist, der er rundet af Rødstrømpebevægelsen på venstrefløjen tilbage i 70’erne.
Dengang kæmpede vi for ligestilling imellem køn og mellem mennesker, uanset etnicitet, religiøs overbevisning og seksuel orientering.
Dengang hvor vi ikke blev tvunget til at forholde os til HVEM, men HVAD, vi kunne samarbejde med og om. 


Vi var bevidste om, at f.eks. homoseksuelle kunne have større udfordringer end heteroseksuelle, men kampen for deres frihed og seksualitet var en fælles kamp.
Afrodanskere eller andre med ikke-hvid hud, anså vi ikke for anderledes eller særlig sårbare. 

Var der religiøse blandt os, skænkede vi dem ikke en tanke. Det var kampen uvedkommende, thi guderne havde intet at gøre i ligestillingskampen. De, altså guderne, hvis de da betød noget for nogen, var vi ærlig talt ret ligeglade med.

Nu 4, snart 5 årtier senere, jeg selv involverede mig i ligestillingkampen og Rødstrømpebevægelsen, kæmpes der for identitetspolitikken blandt #MeToo bevægelsen, de politisk religiøse og kulturreligiøse muslimer, LGBT miljøet, de ikke-hvide, og en masse mindre grupper, der selv mener, de diskrimineres af majoriteten. Hvad der så end måtte være tilbage af majoriteten, når fællesmængden af identitetspolitikkens medlemmer lægges sammen.


#MeToo bevægelsen, som helt sikkert har sin berettigelse for de kvinder, der blev og bliver udnyttet seksuelt af magtmænd og magtkvinder. Men dem, der har allermest brug for bevægelsen er kvinder og mænd, der lever i samfund med strukturel seksuel undertrykkelse er ret stille.
De lever i lande, i samfund, hvor kvinders og homoseksuelles frihed anses som et onde og er  skamfuldt.

 

Herhjemme, hvor vi er lige stillet både økonomisk, juridisk og socialt, og næsten seksuelt, fordrer #MeToo desværre mere offerliggørelse og dermed en stigende uligestilling mellem kvinder og mænd. Jeg har i disse år aldrig oplevet en større og mere hadefuld kønskamp end nu.
Ekstremisterne på hver sin side er grupperinger indenfor den radikale nyfeminisme og de såkaldte Incels.

Indenfor LGBT miljøet bekæmper de hinanden for at eje den stærkeste identitet, i stedet for at stå sammen.

Visse muslimske religiøse og kulturreligiøse grupperinger kæmper også for at blive set som særlig udsatte og sårbare og med den identitet kræve mere religiøs kultur i samfundet.

De ikke-hvide italesætter ligefrem brun feminisme, som mere handler om, at nogle muslimske kvinder har nogle større udfordringer, hvis de vil leve et frit liv. For de muslimske kvinder, der ikke ønsker et brud med deres mandsdominerende gud, giver islamisk feminisme en mening. Den handler om at tolke islam i en mere kvindevenlig retning, hvilket godt nok har sine udfordringer.

 

Så er der alle smågrupperne, der dyrker identitetspolitikken og derfor vil skille sig ud som særlig udsatte for bashing. Her ses f.eks. gruppen af fede kvinder, der kæmper for retten til at være fed, selvom ingen sådan set forbyder dem det.

Alle disse forskellige grupperinger, der hver især kæmper for at blive set på som særlig udsatte og sårbare overfor majoritetssamfundet betyder, at den store fælles kamp for frihed og ligestilling har ført til splittelse og magtkampe.

Mere tragikomisk bliver det, når jeg tænker på, at vi i Rødstrømpebevægelsen sagde “ingen kvindekamp uden klassekamp” og vise-versa, fordi det altid var underklassen, der tabte i kampen for privilegierne. 

 

Der er ingen identitetspolitiske grupper i dag, der skænker underklassen eller andre, udenfor gruppens identitet, mange tanker. Det handler om dem selv.
I dag er en definition på “underklassen” også mere kompleks, men alligevel. 

 

Om identitetspolitikken er en ondsindet virus, der spreder sig, kan diskuteres, fordi vi faktisk er i stand til at konfrontere os med den og sige fra. Komme tæt på tilhængere eller de “inficerede” og fortælle dem, at de gør så  meget mere skade end gavn for sig selv, for os alle, for sine næste. 

De skader friheden, frisindet og demokratiet. 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

RECENT POSTS:
SEARCH BY TAGS:
Please reload

February 28, 2018

Please reload

© 2023 by NOMAD ON THE ROAD. Proudly created with Wix.com

  • b-facebook
  • Twitter Round
  • Instagram Black Round